HACH LANGE
Forside | e-mail | Kontakt | Sitemap

Nyhed

Servicekoordinator søges - Brønshøj
Teknisk hotline og kundesupport
Nyoprettet stilling - noget for dig?
 


Bliv vores nye nøgleperson for kunderne!

Servicegruppen består af 5 serviceteknikere og en servicechef. Til at koordinere teknikernes aktiviteter i marken og til at hjælpe kunderne på hotline har vi oprettet en ny stilling som servicekoordinator. Med reference til servicechefen bliver du kundernes primære indgang til at få løst alle typer af tekniske problemer. En del spørgsmål vil du kunne besvare selv, og til det mere komplicerede trækker du på vores Customer Supporter og EU serviceorganisationen.

Det er et alsidigt og selvstændigt job, der giver dig mulighed for at kombinere din tekniske viden med gode kommunikationsevner, en udpræget sans for god planlægning og lyst til at arbejde med salg og kunder. Du bliver virkelig en ankerperson i vores ambitioner om at finde den allerbedste løsning – effektivt, både hvad angår omkostninger, tid og ressourcer. Vores kunder forventer super service, og den skal du være med til at sikre!

I den første tid skal du opbygge god teknisk forståelse af et bredt sortiment af instrumenter. Du vil hos os møde team spirit, en uformel atmosfære og stor hjælpsomhed over for hinanden.

Jobbet
For at blive en succes i jobbet skal du bidrage engageret til, at vores kunder oplever vores service som verdensklasse! Konkret skal du varetage følgende:

  • Besvare hotline, hvor du yder kompetent ”førstehjælp”, giver status på reparationer eller effektivt sørger for assistance fra andre, hvor det er nødvendigt.

  • Analysere sagerne og ud fra en håndfast prioritering planlægge serviceteknikernes arbejdsdag, så de kan bruge al deres tid på serviceaktiviteterne i marken. Være bindeled i kommunikationen med teknikerne og servicechefen – nogle gange i sidste øjeblik.

  • Sikre, at serviceafdelingen fungerer optimalt i samarbejde med administration og servicechef, herunder komme med forslag til forbedringer, håndtere låneinstrumenter mv.

Din arbejdsplads vil være på vores hovedkontor i Brønshøj.

Kvalifikationer
Vi er åbne for mange indgange til jobbet, men tror på, at følgende formelle kvalifikationer vil øge din chance for succes i jobbet:

  • En mellemlang teknisk uddannelse som miljøtekniker, kemotekniker eller lignende.

  • Erfaring fra arbejde med ressourceplanlægning, salg/service, teknisk bistand etc.

  • Gode kommunikationsevner - dansk og engelsk i skrift og tale.

  • MS Office, især Excel og Outlook. Er ikke bleg for at sætte dig ind i nye systemer.

  • Har økonomisk sans, sund fornuft og forretningsforståelse.


Det er vigtigt, at du tager ansvar og brænder for de ting, du tror på, samt:

  • Er god til at analysere et problem og systematisk finde en løsning.

  • Er god til at skabe kontakt og opbygger varige relationer, der opstår af tillid, humor og frem for alt gode resultater.

  • Holder de berømte bolde professionelt i luften, mens du roligt bevarer overblikket og gør kunden tryg.


Vi tilbyder dig...
Et spændende job, hvor du kan få stor indflydelse på vores kunders oplevelse af HACH LANGE. Salgsorganisationen i Danmark består af 20 medarbejdere, og vi har en uformel omgangstone og gode faciliteter i Brønshøj. Vi er en succesfuld virksomhed i vækst, og bag os står en 1500 personer stor organisation i Europa.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte servicechef Palle Kølln på tlf. 40 32 72 09.

Send os en ansøgning
Vi indkalder til samtale løbende. Søg derfor jobbet snarest muligt ved at sende din ansøgning – på engelsk – til jobs@hach-lange.dk. Vedhæft dit CV og andre relevante dokumenter. Eksamensbeviser medbringes ved evt. samtale. Vi glæder os til at høre fra dig.

Alle henvendelser og ansøgninger behandles naturligvis fuldt fortroligt.

Download jobopslaget.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

HACH LANGE udvikler, producerer og markedsfører komplette løsninger til alle former for vandanalyser i spildevand, drikkevand eller industriel procesvand - til laboratoriet, i felten eller direkte i processen.

Vi er en del af en international koncern med europæisk base i Tyskland og dansk hovedkvarter i Brønshøj.

Vores kunder findes bl.a. inden for kommunale og industrielle renseanlæg, vandværker, bryggerier, slagterier, mejerier, kraftværker, kemisk- og farmaceutisk industri.

Tilbage